mandag den 25. april 2011

Pizzafest

I aftes var jeg til fødselsdagsfest hos en af mine medstuderende. Som studerende kan det med at holde en fest godt være lidt uoverskueligt er mit indtryk, hvad skal købes og hvordan gør man det sjovt og samtidig nogenlunde nemt (og billigt).
Min ven havde valgt temaet pizzafest. Konceptet var at han lavede dej til pizza og stillede rigeligt med tomatsovs og ost til rådighed. Herudover lidt grøntsager som peberfrugt og tomat.
Alle gæster medbragte så selv deres favorittopping. Hver gæst blev så udstyret med en pizzabund der var blevet penslet med olie (et nyt tip for mig, det gør bunden sprød!), smurt godt ind i tomatsovs og havde fået et lag ost. Derpå fyldte man så sit favoritfyld. I mit tilfælde var det noget god oksespegepølse, rullepølse og et par coctailpølser - altså alt godt fra mit køleskab.

Der var virkelig mange forskellige og opfindsomme pizzaer at vælge mellem - og resterne blev flittigt spist til natmad.

fredag den 22. april 2011

India Town i Herlev

Forleden var jeg ude at spise i Herlev. Vi spiste på en nyåbnet indisk restaurant: India Town, Herlev Bygade 34. Den ligger lige ved biografen.
Vi fik frokostbuffet til kun 69 kr. per person.
Normalt er det at spise den slags buffet en blandet fornøjelse, men jeg må sige at jeg var meget positivt overrasket her.
Det var velsmagende, lækkert visuelt og dejligt krydret. Der var noget for enhver smag og masser af salat.
Jeg kan helt klart anbefale det :)