mandag den 23. april 2012

Lækre burgerboller

Jeg har fået den her fantastiske opskrift på burgerboller af min svigerinde.
Jeg bager dem lidt forskelligt fra gang til gang, fx. bagte jeg den med gulerødder sidste gang og uden sukker.
Jeg har også brugt en gang femkornsblanding i dejen. Der har jeg så haft dem opblødt natten over (så får man alt det gode fra kernerne og ikke kun knas og smag). Derudover kan man bruge rugmel i grovmelet, det må dog ikke stå i stedet for hvedemel, da det så risikeres at de ikke vil hæve ordentligt op.


Jeg bager ca en dobbeltportion om ugen og fryser dem så enkeltvis. Derved kan kæresten tage en enkelt bolle eller to op af fryseren om aftenen  - og så er der "frisk" brød klart til madpakken dagen efter.




Store burgerboller, 8 stk.:

1 pakke gær
3 dl håndvarmt vand (37 grader)
4 spsk. olivenolie
2 spsk. rørsukker
2 tsk. groft salt
2 æg, let sammenpisket
225 g groft mel (grahamsmel, ølandshvede, speltmel, fuldkornsdurum – hvad du nu har og du kan sagtens bruge flere forskellige slags)
ca. 435 g hvedemel
lidt havegryn til drys (eller græskarkerne, birkes, solsikkefrø eller hvad du nu har)

Smuldr gæren i en skål. 
Hæld det lune vand i og rør gæren ud i vandet. 
Tilsæt olie, sukker og salt – rør det sammen. 
Tilsæt det meste af de sammenpiskede æg, gem resten til at pensle med. 
Tilsæt det grove mel og rør rundt. 
Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt, til det kan æltes.
Hæld det ud på bordet og ælt dejen godt igennem. Kom dejen tilbage i skålen og stil det et lunt sted, tildækket.
Lad det hæve i 45 minutter.
Tag dejen ud på et let meldrysset bord. Ælt dejen igennem og del i 8 stykker
Form hver stykke til en bolle og tryk dem flade. 
Læg dem på en bageplade med bagepapir. 
Prik bollerne med en gaffel. Dæk bollerne til og lad dem hæve et lunt sted i ½ time. 
Pensl bollerne med resten af de sammenpiskede æg og drys med havregryn – eller hvad du nu foretrækker
Bag ved 225 grader (ikke varmluft) i ca. 6-8 minutter, til de er gyldne og gennembagte. 
Lad dem køle af på bagerist.